Hvad skal der egentlig til?
Det er det, vi finder svar på i denne føljeton, hvor Oplev Holbæks oplevelsesformidler, Line Bigum Marqvertsen, går bag facaden på Holbæk Sportsby og møder de mennesker, der hver dag sørger for, at Sportsbyens faciliteter og anlæg er klar på alle tider af året.
Også når året byder på en højtid, der får Frederik Andersen fra Driftenheden til at gøre noget både uhyggeligt og uhørt.
Det er nemlig blevet tid til halloween.
I den anledning skal vi se nærmere på enhver svømmehals mareridt: beskidt badevand. Og så har Frederik lovet os et ægte halloween-gys.
Vi begynder med mareridtet. For er der noget, der kan give bademesteren kuldegysninger, så er det badegæsten, der springer det indledende bad over. Løst hår, døde hudceller, make-up, solcreme, sved og hvad der ellers sidder på vores kroppe, hører til ét sted: bruserummets afløb.
“Der er faktisk et hollandsk studie, som altid bliver nævnt som det allerførste på bademesteruddannelsen,” siger Frederik.
Ind under bruseren. Nøgen. Ét minut.
På så kort tid bliver der i gennemsnit skyllet omkring 155 millioner partikler pr. person ned i afløbet frem for at ende i badevandet.
Det er knastørre fakta, der forhåbentlig kan få alle til at huske brusebadet.
Men nu er det ikke alt, der kan vaskes af på forhånd. For kroppen, der ikke lytter til hverken os selv eller Frederik, udskiller altid et eller andet.
Derfor er der ét kemikalie, der til alle tider har været uløseligt forbundet med en tur i svømmehallen: klor.
Når kloren møder urenhederne i vandet – for eksempel hvis svømningen får os til at svede – går den straks i gang med at reagere med dem og desinficere vandet. Samtidig cirkulerer vandet ned gennem Frederiks hule under svømmecenteret, hvor et flokningsmiddel får de bittesmå partikler til at samle sig i større klumper, som filtrene kan fange.
De klumper kan bedst beskrives som snot.
Og med filtre, der holder skidt for sig og snot for sig – og det hele ude af badevandet – så er store dele af problemerne afhjulpet. Filtrene selv får selvfølgelig også en hyppig rengøring. Det kaldes et returskyl, og filtrene til det store bassin får sådan et hver fjerde dag.
Hvis alt bare fulgte dén rutine, så ville det være dejligt nemt at være bademester. Men det kan faktisk være noget rigtig lort. Bogstaveligt talt.
For selvom enhver babymås efter Sportsbyens regler er sikret i både badeble og de svømmehalsgodkendte neopren-badebukser “Happy Nappy”, så sker der alligevel uheld – også for de voksne.
“Hvis nogle svømmehaller siger, at det kun sker for dem hver tredje måned, så lyver de!” siger Frederik, der ved, at hvis problemet er i fast form, kan det fiskes op og klares med en kortere rensning, mens mere flydende afføring kan tage hele 160 timer at rense op af bassinet afhængigt af mængden af klor.
Og selvom hverken børn eller voksne ønsker sig at være dén, det sker for, så har Frederik en bøn til alle: Sig til, hvis uheldet er ude. Der er ingen skældud, bøder eller bortvisninger. Hellere håndtere problemet professionelt og diskret end at vente på den første, der råber “Aaaddd!”, så det kan høres i hele svømmecenteret.
Med den opfordring sagt højt, så bliver det nu tys-tys.
For den 30. oktober har Frederik tænkt sig at gøre noget fuldkommen uhørt.
Han vil nemlig svine badevandet til.
Og her lægger vi lige en hånd på skulderen af alle læsere med et “Nu må du love ikke at sige det her til nogen.”
Frederiks plan er nemlig en overraskelse til alle de 10–13-årige børn, der skal være med til Sportsbyens Aqua Disco halloween-edition.
Overraskelsen er blod.
Litervis af blod.
“Jeg har bestilt en pakke kirsebærfarvet pulver. Der tager jeg 150 gram og rører det op med 10–15 liter vand – og når jeg hælder det i bassinets udligningstank, så farver det bassinet blodrødt på cirka et kvarter,” siger Frederik med et legebarns smil. “Det er både økologisk, neutralt, helt uskadeligt – og ja, det minder om kirsebærsaft,” tilføjer han.
“Havde du så ikke en leverandør, der undrede sig over, at du pludselig lagde en ordre på kirsebærpulver til brug i en svømmehal?” ville Line vide.
“Nej, for vi bruger faktisk det samme stof til indfarvningsprøver. Det er, når vi skal teste dyser og cirkulation i vandet. Så afklorer vi bassinet, pumper den røde farve ind, og så kan man se, om det vand, der lukkes ind i bassinet, fordeler sig korrekt,” forklarer Frederik.
Og inden nogen tror, at Frederik er blevet rablende gal, sådan at ville ødelægge sit rene vand med rød farve, så må vi hellere lige forklare, hvor effektivt hans vandrensningsanlæg faktisk er.
“Farven forsvinder af sig selv. Kloren angriber farven og opløser den. Og ellers så cirkulerer der lige nu 318 kubikmeter vand gennem mit rensningsanlæg. Farven er væk igen på under en time,” siger Frederik, der har lavet en test uden for åbningstid.
Vi håber, at alle halloween-gæsterne får sig et godt gys i det blodrøde bassin.
Men for alle andre badegæster er der ingen grund til gåsehud. Frederiks plan skal nok både lykkes og være væk igen, inden morgensvømmerne kommer.
“Når det kommer til stykket, er jeg nok mest af alt bange for, at farven skal forsvinde for hurtigt,” siger Frederik med en mine, der kommer af at vide præcis, hvor effektivt klor er.
Så vi håber bare, at kloren har nok respekt for Frederiks gode intentioner til ikke at tage kampen op mod hans blodbad lige med det samme.
En mand, der både kan balancere gennemstrømningstider, klormængder og formler nok til en hel kemitime – og stadig være selvsikker nok til at vende op og ned på hele systemet for en enkelt times grin og halloween-gys – ham tager vi i hvert fald heksehatten af for.