Christina Nielsen er vokset op i Lille Granløse hos en far og en mor, der tidligt sporede hende ind på den kreative vej. Moderen lærte hende at tegne og blande farver, mens faderen og Christina kastede sig over alverdens byggeprojekter sammen.

Måske netop derfor endte Christina med at uddanne sig til bygningsmaler.

Men en dag sagde hun til sin chef: “Jeg vil ikke male bygninger længere. Jeg vil lave kunst.”
“Så finder vi ud af det.” sagde chefen. Og det blev Christinas første skridt ind i en branche, som de færreste nok ved eksisterer.
For når en kunstner får en bestillingsopgave på et gavlmaleri, så er det langt fra altid kunstneren selv, der maler værket. Ideer, farvevalg og skitser bliver til i kunstnerens atelier, hvorefter en maler som Christina får overdraget ansvaret for at føre det ud i livet.

Og her fandt Christina hurtigt ud af, at hun havde en fordel. Hun er nemlig ikke bange for højderne oppe i en lift eller at gå rundt på et stillads.
Men hun havde også en ulempe. “Du maler simpelthen for lige!” sagde Malene Landgreen – den første store kunstner Christina blev fast maler for. Som bygningsmaler har man lært et håndelag, hvor linjerne skal sidde snorlige. Men hver kunstner har sin unikke måde at male på, og nogen vil for alt i verden ikke have lineal-lige streger. Og så måtte Christina lære at være lidt mindre perfekt i sin penselføring, når kunsten krævede det.

Netop gennem Malene Landgreen stiftede Christina for første gang bekendtskab med Holbæks gavlmalerier i 2014, da den allerførste Holbæk Art-event inviterede 13 kunstnere til byen – blandt andet Malene Landgren og værket Signifikant Holbæk/In Situ – et værk hvor Christina fik lov at brillere, da netop det krævede fuldkommen lige streger.
Nu står Christina få meter længere nede på pladsen og maler “How Far Away is the Horizon” for Eske Kath. Et samarbejde, der opstod gennem Malene Landgreen, og som gjorde Christina jublende lykkelig, da hun fik pladsen som Eske Kaths faste maler.

Og spørger du Christina, hvor mange værker hun har malet, så kan hun ikke huske det. Men hvis du begynder at tale om et værks farver, så kan hun straks kalde det frem for sig. Derfor har hun også været ked af at se Eske Kaths værk falme til noget nær pastelfarver – for er der noget, Eske Kath ikke bruger, så er det pastel!
Nu hvor værket får nyt liv, sker det denne gang med lysægte og farveægte maling, hvor hver farve skal have 3-5 gange for at dække. Det er solidt håndværk. Men intet holder evigt, så værket kommer til at falme igen på et tidspunkt, men Christina har brugt sit enorme kendskab til maling til at sikre, at det ikke sker før om mange solskinstimer.
Derfor var Eske Kath også tryg ved opgaven, da han fik henvendelsen om at lade sit værk genopføre.

“Hvis du kan stå inde for det, Christina, så kan jeg også, og ellers siger vi nej.” sagde han. Og når en af Danmarks mest anerkendte kunstnere læner sig uforbeholdent op af Christinas faglighed, så er det ikke uden grund.

Christina er nemlig efterhånden blevet lidt af en kendis i branchen. Hun er et kendt navn i kunstnerkredse, er omtalt i flere bøger og med på adskillige fotografier af værker under opførsel.
Og hvis du spørger Christina, hvordan det er at male i fuld sol og 28 grader, så siger hun, at det vil hun langt hellere end i regnvejr, for hendes skitsestreger nåede at regne væk tre gange!
Men nu stråler solen i horisonten. Lige som den gør på Eske Kaths smukke værk. Og vi kan glæde os over folk som Christina, der er så hamrende dygtige til deres arbejde, at vi slet ikke kan lade være med at komplimentere det – og det har Holbæk heldigvis gjort!
Nu er værket færdigt.

Og snart vil de fleste af os kun huske Eske Kaths navn, og ikke personen med penslen.
Den ukendte kendis, der gav byen sin horisont tilbage.
Men hun tog vores smil med sig videre.
Da vi stoppede op på gaden.
Kiggede op.
Og sagde: “Hold da op, hvor er det flot!”