🩸 Blev der så et blodbad?
Hvis du har læst med i føljetonen om Holbæk Sportsby, så sidder du lige nu med netop dét ubesvarede spørgsmål.
Derfor følger vi op på forrige afsnit med et lille tillægskapitel til historien.
For lykkedes det rent faktisk Frederik Andersen fra Driftenheden at farve bassinet blodrødt og give Sportsbyens Aqua Disco-gæster et halloween-gys?
Vi begynder midt i oktober, hvor Frederik havde indkaldt Line Bigum Marqvertsen fra Oplev Holbæk til et fælles komplot mod badevandet i svømmecenteret, der på dette tidspunkt af aftenen var lukket for gæster.
Frederik ville nemlig gerne foretage en test for at sikre sig, at hans plan faktisk var mulig.
Klor er jo, som vi har lært i føljetonen, vanvittigt effektivt til at nedbryde alt – også kirsebærfarve. Og Frederik er ikke en mand, der lægger navn til et tamt halloween-gys.
Læringen fra forsøgsaftenen var tre ting:
🪣 For størst mulig effekt skal der farve i begge udligningstanke til svømmebassinet – et almindeligt plastikkrus med pulver pr. tank er nok.
💦 Den røde farve er så harmløs, når den først er opløst i vand, at den ikke engang kan misfarve et hvidt håndklæde.
❌ Hvis den røde farve til gengæld ikke er opløst godt nok, så misfarver den helt ekstremt. Frederik måtte trods adskillige grundige håndvaske bortforklare sine pink fingre en hel uge efter forsøget.
Med nyvunden vished om, at farven nok skulle levere en scene, der var en gyserfilm værdig, og samtidig være fuldkommen ufarlig – også for gæsternes badetøj og håndklæder – var planen klar.
Det ufarlige var ellers til at stille spørgsmålstegn ved for alle, der måtte have nået at passere gennem Frederiks hule inden oprydningen. Her fik “blodstænkene” og remedierne fra forsøget kælderen til at ligne et gerningssted, hvor liget var forsøgt skjult i udligningstanken.
Fredag den 30. oktober kl. 18.30 sænkede halloween-mørket sig over Sportsbyens Svømmecenter.
Spindelvævene voksede frem på gangene, lysende spøgelser fløj rundt under loftet og skeletter i alle størrelser forsøgte at snige sig ind uden svømmehalsarmbånd, mens livredningsdukken havde lidt druknedøden i en sort plastiksæk.
Og Frederik og Line … de stod igen i kælderen.
Hver med sin spand svømmehalsvand, bøtten med kirsebærfarvet pulver og aftenens mordvåben: et piskeris. Det farvede pulver blev hældt i spandene, og så piskede Frederik ellers løs – med et smil, vi ikke tør sætte ord på – indtil det sagesløse badevand var tæsket så blodrødt, at den dybe farve næsten var sort.
Imens stimlede omkring 100 børn sammen oppe i svømmecenterets omklædningsrum – helt uvidende om, hvad der snart ventede.
Så blev spandene tømt i hver sin udligningstank.
Først kom en svag rød tone.
Så lidt mere.
Og så kom det.
Skriget, der fyldte svømmecenteret.
Frederik havde fået sit blodbad.
“Men hvad siger vi til børnene, hvis de spørger, hvorfor vandet er blodrødt?” spurgte Line.
“Vi siger bare, at det er alle dem, der ikke har vasket sig, inden de gik ind i hallen, der er blevet indfanget og er kommet i kødhakkeren,” svarede Frederik.
Glædelig halloween 🩸