800 slag på 12 minutter.

Bokseslag.

På kroppen, i ansigtet og mod paraderne.

Jab, cross, hook!

Det var Rune, der prøvede at tælle sammen.

Han havde været fire omgange i ringen. Hver omgang varede tre minutter. Modstanderen havde sendt et slag imod ham. Og endnu et. Og endnu et.

800 slag på 12 minutter.

Rune Klenø er skuespiller.

Ikke bokser.

Men sammen med skuespillerkollegaerne Mathilde Bækmark og Katrine Juliane Krone spiller han en af tre unge eliteboksere i Sjællands Teaters ungdomsforestilling BOKS. Og Line Bigum Marqvertsen fra Oplev Holbæk var inviteret indenfor til en af deres prøveeftermiddage på Teatret Fair Play til en snak om, hvordan man bliver klar til at spille unge boksere, der både kæmper mod hinanden og med deres egne indre problemer.

Og aldrig har det været mere passende at tale om “hands on”-erfaring.

For Rune, Mathilde og Katrine har nemlig alle haft stukket hænderne i et par boksehandsker og bevæget sig ind i ringen hos tidligere elitebokser og danmarksmester Jimmi Bredahl for at lære, hvad det faktisk vil sige at bokse.

Men hvad sker der så, når “hands on” betyder en boksehandske plantet lige i tindingen?

Her oplevede de tre skuespillere selv at stå i en indre kamp. Ikke som de identitetskampe, deres karakterer står i, men noget langt mere grundlæggende: at få kroppen til at acceptere noget, den helt instinktivt reagerer imod – at lægge kræfter i at slå på et andet menneske og selv at blive slået uden reelt at være i fare.

“Ja, jeg begyndte at få tårer i øjnene,” siger Rune.

“Jeg begyndte at grine,” siger Mathilde.

“Jeg frøs bare,” svarede Katrine.

Men Rune, Mathilde og Katrine blev ved. Træning efter træning, indtil bokseslagene og bevægelserne sad der. Og så hjem og arbejde dem ind i en koreografi, så elementer fra dans og dramatik kunne få teaterscenen og bokseringen til at smelte sammen.

På et tidspunkt sad instruktøren Robert Parr og så på sine tre skuespillere. De var nået langt. Rigtig langt. Så langt, at Rune egentlig syntes, at nu måtte det godt være slut med den boksetræning.

Det var hårdt. Han havde fået næseblod tre gange i træk, og det gentlemanship, Mathilde og Katrine oplevede, når de stod over for en af de muskuløse teenagedrenge, kunne Rune ikke nyde godt af.

Men han tog med én sidste gang.

Under tredje omgang i ringen følte han virkelig, at teknikken sad der.

Og så …

En modstanders handske landede et velplaceret slag i hans side.

Rune tog hjem med et bøjet ribben.

“Så lærte jeg da, hvad det vil sige at slutte på bunden,” siger Rune med et skævt smil.

Men det var ikke kun, når skuespillerne selv måtte lægge krop til, at det var svært.

Det var også svært den dag, Mathilde slog en teenagepige i ansigtet, så hendes læbe flækkede.

“Undskyld!” udbrød Mathilde forfærdet.

“Nej, nej, det er rigtig godt. Det betød, at du ramte rigtigt,” svarede pigen begejstret.

Og med slag, der både får en til at se sol, måne og stjerner, får modstanderen til at bløde, og hvor ingen af delene må få dig til at miste momentum, så forstår man måske bedre, hvorfor boksning virkelig er en mental sportsgren.

Om boksetræningen var med til at sikre BOKS sin Reumert-nominering, ved skuespillerne ikke.

Men inden Reumert-komiteen overhovedet havde set forestillingen, ventede et publikum, som føltes endnu mere nervepirrende for skuespillerne.

Bokseklubben.

Efter at være blevet klubkammerater og uge efter uge at have hilst med et goddag-tap på hinandens boksehandsker syntes skuespillerne, at det var på sin plads at invitere bokseklubben til en helt særlig privat fremvisning.

Men hvad ville bokserne sige?

Boksningen var jo blevet omsat til koreografi.

Ville de overhovedet finde stykket troværdigt?
Ville de kunne genkende deres sport?
Ville de acceptere de steder, hvor det tekniske havde måttet vige for koreografien?

Men bokserne havde heldigvis ikke øretæver til skuespillerne. Tværtimod kunne de i høj grad genkende både scenarier og bokseteknikker gengivet på scenen.

Bokserne tog glade hjem til deres klub.
Skuespillerne tog lettede tilbage til forberedelserne.

Så må vi se, hvor længe klubkammeratskabet holder, når skuespillerne lige om lidt kommer til at svigte de ord, som Jimmi Bredahl ellers møjsommeligt har indarbejdet i dem træningsgang efter træningsgang:

“Hvad vi lærer her, bliver her.”

For det, de har lært, bliver ikke i bokseklubben.

Det hele kommer med op på scenen.

Og denne gang er de oppe imod hinanden 🥊

BOKS kan opleves på Teatret Fair Play i december 2026.